Opstartsindlæseren på DECstation'er hedder DELO. Den skal
installeres på samme harddisk som kernen (dette gøres automatisk af
installationsprogrammet). DELO understøtter forskellige opsætninger, der
angives i /etc/delo.conf. Hver opsætning har et unikt navn.
Standardopsætningen, der oprettes af installationsprogrammet hedder
"linux.bin". Efter DELO er installeret, kan systemet startes op fra
harddisken ved at skrive:
boot #/rzid partnr/navn
ved firmware-prompten.
Hvis /etc/delo.conf ligger på den første partition på disken og der skal startes op i standardopsætningen, er det nok at bruge:
boot #/rzid
Hvis du installerer en diskløs arbejdsstation, giver opstart fra en harddisk naturligvis ikke mening, så dette trin springes over.
Din computers første opstart på egen hånd kaldes af elektronikingeniører røgtesten (eng: "the smoke test"). Hvis du har nogen disketter i drevet, skal du fjerne dem. Vælg menupunktet "Genstart systemet".
Hvis du starter direkte op i Debian, og systemet ikke starter, kan du enten bruge det originale installations-opstartsmedie (for eksempel redningsdisketten) eller indsætte "Egen opstartsdiskette", hvis du lavede en sådan, og genstarte din computer. Hvis du ikke bruger "Egen opstartsdiskette", skal du sikkert angive nogle opstartsparametre. Hvis du starter op med redningsdisketten eller tilsvarende, skal du angive rescue root=rod, hvor rod er din rodpartition. F.eks. "/dev/sda1".
Debian bør starte op, og du får de samme beskeder, som da du først startede installationssystemet op, efterfulgt af nogle nye beskeder.
Efter opstarten vil du blive bedt om at færdiggøre opsætningen af dit
grundlæggende system, og derefter vælge, hvilke yderligere pakker, du vil
installere. Programmet, der leder dig gennem denne proces, hedder
base-config. Hvis du engang ønsker at køre
base-config igen, kan du køre base-config som root.
Først vil du blive bedt om at angive din tidszone. Efter du har valgt mellem lokal og GMT-maskinurstid, skal du vælge hvilken region og derefter en by indenfor regionen, som har samme tidszone, som dig selv. Under disse valg kan du taste et enkelt bogstav for at gå ned til de valgmuligheder med det begyndelsesbogstav.
Standardsvaret er "Nej", men hvis du ikke får brug for NIS og bekymrer dig ekstra meget om sikkerhed på denne maskine kan du vælge "Ja".
Derefter vil du blive spurgt, om du vil installere MD5-adgangskoder. Det er en alternativ måde at gemme adgangskoder på din computer, som er mere sikker end den almindelige metode (kaldet "crypt").
Standardsvaret er "Nej", men hvis du ikke skal bruge NIS-understøttelse og prioriterer sikkerhed højt på maskinen, kan du sige "Ja".
Medmindre du sagde "Ja" til MD5-adgangskoder vil systemet spørge, om
du vil aktivere skyggeadgangskoder. Det er et system, der gør dit
GNU/Linuxsystem en smule mere sikkert. På et system uden skyggeadgangskoder
gemmes adgangskoderne i filen /etc/passwd, som alle brugere har
læseadgang til, fordi den indeholder vitale brugeroplysninger. For eksempel
fortæller den, hvordan man omsætter et numerisk bruger-ID til login-navne.
Derfor kan en ondsindet person hente denne fil og angribe den med en udtømmende
søgning (dvs. køre en automatiseret afprøvning af alle mulige adgangskoder)
med den, i et forsøg på at finde nogle af adgangkoderne.
Hvis du aktiverer skyggeadgangskoder, vil adgangskoderne i stedet blive gemt i
filen /etc/shadow, som kun kan læses og skrives til af root, samt
læses af gruppen shadow. Derfor anbefaler vi, at du aktiverer
skyggeadgangskoder.
Genopsætning af skyggeadgangskodesystemet kan gøres til hver en tid med
programmet shadowconfig. Efter installation kan du finde flere
oplysninger i filen /usr/share/doc/passwd/README.debian.gz.
root-kontoen kaldes også superbruger eller systemadministrator. Det er dette login, der omgår alle sikkerhedsforanstaltninger på dit system. Root-kontoen bør kun bruges til at udføre systemadministration og kun bruges til så lidt som muligt.
Enhver adgangkode du laver skal indeholde mellem 6 og 8 tegn, og bør indeholde både store og små bogstaver såvel som tegnsætningstegn. Vær ekstra omhyggelig, når du angiver root's adgangskode, da det er så magtfuld en konto. Undgå ord, der står i ordbogen eller private oplysninger, der kan blive gættet.
Hvis der nogensinde er nogen, der siger at de skal bruge din root-adgangskode, skal du være ekstremt forsigtig. Du bør normalt aldrig give din root-konto væk medmindre du administrerer en enkelt maskine sammen med flere andre administratorer.
Systemet vil nu spørge dig om du vil oprette en normal brugerkonto. Denne konto bør være din personlige standardkonto. Du bør ikke bruge root-kontoen til dagligt brug eller som din almindelige konto.
Hvorfor ikke? Tja, en grund til ikke at bruge root's privilegier er, at det er ret let at lave permanente skader som root. En anden grund er, at du kan blive lokket til at køre et trojansk hest-program — det vil sige et program, der udnytter din superbruger-magt til at kompromittere dit systems sikkerhed bag din ryg. Enhver god bog om Unix-systemadministration vil dække dette emne i detaljer — tag og læs sådan en, hvis det er nyt for dig.
Navngiv brugerkontoen som du har lyst. Hvis dit navn er Peter Jensen, kan du f.eks. bruge "jensen", "peter", "pjensen" eller "pj". Du vil også blive bedt om brugerens fulde navn og, som før, om en adgangskode.
Hvis du på et senere tidspunkt vil oprette en anden konto, kan du bruge
kommandoen adduser.
Herefter vil du blive spurgt om du vil installere resten af systemet med PPP — f.eks. en opkaldsforbindelse med modem. Hvis du installerer fra cd-rom og/eller er forbundet direkte med netværket, kan du roligt svare "Nej" og springe dette afsnit over.
Hvis du vælger at sætte PPP op nu, vil programmet pppconfig blive
startet. Det hjælper dig med at sætte din opkaldsforbindelse op. Når den
beder dig om et navn til din opkaldsforbindelse SKAL du kalde den
"provider".
Forhåbentlig vil pppconfig lede dig smertefrit gennem opsætningen
af PPP-forbindelsen. I modsat fald følger her nogle detaljerede instruktioner.
For at sætte PPP op, skal du kende til grundlæggende filvisning og -redigering
under GNU/Linux. Til at læse filerne kan du bruge more og
zmore til komprimerede filer med et .gz-efternavn.
For at vise filen README.debian.gz kan du f.eks. skrive
zmore README.debian.gz. Basissystemet indeholder en
tekstredigering kaldet nano, som er meget let at bruge, men ikke
har ret mange specialfunktioner. Du vil nok have glæde af at installere større
tekstredigeringsprogrammer og -fremvisere senere. F.eks. jed,
nvi, less og emacs.
Redigér /etc/ppp/peers/provider og erstat /dev/modem
med /dev/ttyS#, hvor # står for din serielle
ports nummer. Under Linux tælles serielle porte fra nul. Din første serielle
port hedder /dev/ttyS0 i Linux. Næste trin er at redigere filen
/etc/chatscripts/provider og indføje din internetudbyders
telefonnummer samt dit brugernavn og adgangskode. Slet ikke "\q"
foran adgangskoden. Det sørger for, at adgangskoden ikke optræder i dine
logfiler.
Mange udbydere bruger PAP eller CHAP til at logge på, i stedet for at bede om
brugernavn og adgangskode med tekstspørgsmål. Andre benytter begge dele. Hvis
din udbyder kræver PAP eller CHAP, skal du følge en anden fremgangsmåde.
Udkommentér alt under opkaldsstrengen (den, der starter med "ATDT").
I filen /etc/chatscripts/provider skal du rette
/etc/ppp/peers/provider som beskrevet ovenfor, og tilføje
user navn, hvor navn er dit brugernavn hos
den udbyder, du vil forbinde dig til. Redigér derefter
/etc/ppp/pap-secrets eller /etc/ppp/chap-secrets, og
angiv din adgangskode der.
Du vil også få brug for at redigere /etc/resolv.conf og tilføje
IP-adressen på din udbyders navneserver (DNS). Linjerne i
/etc/resolv.conf har følgende format: nameserver
xxx.xxx.xxx.xxx hvor x'erne står for numrene i
IP-adressen. Du kan vælge at tilføje funktionen usepeerdns til
filen /etc/ppp/peers/provider, hvilket automatisk vil vælge de
rigtige DNS-servere med indstillinger, som udbyderens maskine normalt angiver.
Medmindre din udbyder har en anden login-sekvens end flertallet af udbydere, er
du færdig! Start PPP-forbindelsen ved at skrive pon som root og
følg processen med kommandoen plog. For at afbryde forbindelsen
skal du skrive poff som root.
Læs filen /usr/share/doc/ppp/README.Debian.gz for flere
oplysninger om PPP på Debian.
For statiske SLIP-forbindelse skal du tilføje kommandoen slattach
(fra pakken net-tools) til filen /etc/init.d/network.
Dynamisk SLIP kræver pakken gnudip.
Den metode, de fleste bruger til at installere pakker på deres system er med et
program kaldet apt-get fra pakken apt.[4] APT skal sættes op, så det ved
hvorfra det kan hente pakker. Hjælpeprogrammet apt-setup vil
hjælpe dig med dette.
Næste trin i din opsætning er at fortælle APT, hvor andre Debianpakker kan
hentes. Bemærk, at du kan gøre dette igen senere ved at køre
apt-setup eller manuelt redigere filen
/etc/apt/sources.list.
Hvis du starter op fra en officiel cd-rom, vil den uden videre blive sat op som en apt-kilde uden spørgsmål. Du vil bemærke dette, fordi du vil se, at cd-rommen bliver skannet, hvorefter programmet spørger, om du vil sætte flere cd-rommer op. Hvis du har flere Debian-cd'er — det vil de fleste have — skal du skanne dem alle en ad gangen.
Brugere uden officielle cd-rommer vil blive tilbudt en lang række valgmuligheder for, hvordan Debianpakker kan tilgås: FTP, HTTP, cd-rom eller et lokalt filsystem. For cd-rom-brugere kan du nå til dette trin ved ganske enkelt at bede om at tilføje endnu en kilde.
Du skal vide, at det er helt i orden at have flere forskellige APT-kilder, selv
for det samme Debianarkiv. apt-get vil automatisk vælge pakken
med det højeste versionsnummer, hvis det får valget mellem flere. Eller, for
eksempel, vælge en cd-rom-kilde frem for HTTP, hvis samme version kan hentes
fra begge steder. Det er dog ikke nogen god idé at tilføje unødige APT-kilder,
da det vil sløve processen med at tjekke netværksarkiverne for nye versioner.
Hvis du vil installere resten af dit system via netværket, er "http"-kilder det mest almindelige valg. "ftp"-kilder kan også bruges, men er lidt langsommere til at etablere forbindelsen.
Herefter vil du blive spurgt, om du vil have non-free programmer. Det hentyder
til kommercielle programmer, hvis licens ikke passer med Debians retningslinjer
for frit programmel. Det er helt fint at svare "Ja", men
du skal være forsigtig med at installere sådan nogle programmer, da du skal
sikre dig, at du bruger dem i overensstemmelse med deres respektive licenser.
Næste trin under opsætningen af netværkspakkekilder er at fortælle
apt-setup, hvilket land, du bor i. Svaret bruges til at bestemme,
hvilket officielt Debianfilspejl, du bliver forbundet til. Afhængigt af,
hvilket land du vælger, vil du få en liste med forskellige maskiner. Du kan
godt vælge den øverste, men alle burde virke.
Hvis du installerer via HTTP, vil du blive bedt om at angive din proxy-server. Dette kræves nogle gange, hvis man sidder bag brandmure på firmanetværk o.lign.
Endelig vil din nye netværkspakkekilde blive afprøvet. Hvis alt går godt, vil du blive spurgt, om du vil gøre det hele igen med en anden kilde.
Herefter vil du blive spurgt om du vil installere pakkerne på den enkle måde eller den mere avancerede og fintmaskede. Vi anbefaler, at du starter med den simple, da du altid kan køre den mere avancerede på et andet tidspunkt.
Du skal vide, at base-config blot starter programmet
tasksel for den simple pakkeinstallation. Den avancerede
pakkeinstallation bruger programmet dselect. Begge programmerne
kan køres til hver en tid efter installationen for at installere flere pakker.
Hvis du ønsker en bestemt, individuel pakke efter installationen er færdig, kan
du bare køre apt-get install pakke, hvor
pakke er navnet på den pakke, du vil have.
Hvis du vælger "simpel" installation, vil du blive lagt i hænderne på
opgavepakke-installationsprogrammet (tasksel). Den giver dig
valget mellem en række foruddefinerede, samlede opgavepakker fra Debian. Du
kunne også vælge pakkerne én efter én. Det kan gøres med programmet
dselect, som beskrives herunder. Men det kan være en omfattende
opgave med de omkring 7650 pakker, Debian indeholder!
Så du har muligheden for at vælge opgavepakker først, og senere tilføje flere individuelle pakker. Disse "opgavepakker" repræsenterer groft sagt en række forskellige opgaver eller ting, du vil kunne gøre med din computer, såsom 'skrivebordsmiljø', 'udvikling i C' eller 'filserver'.
For hver opgavepakke kan du markere den og vælge "opgavepakke info" for at se flere oplysninger om den. Det vil vise dig en uddybende beskrivelse og en liste over de Debianpakker, der installeres af denne opgavepakke. Du kan se en liste over de omtrentlige størrelser af de forskellige opgaver i Opgavernes pladskrav, Section 11.4.
Vælg "Afslut", når du har valgt dine opgavepakker. Nu vil
apt-get installere de opgavepakker, du har udvalgt. Hvis du
overhovedet ikke valgte nogle opgavepakker, vil alle pakker med prioriteten
standard, vigtig eller krævet blive installeret. Det er det samme som at køre
'tasksel -s', og kræver for tiden, at der hentes omkring 37MB fra arkiverne.
Du vil blive oplyst om det samlede antal pakker, der vil blive installeret,
samt hvor mange kilobyte pakker, der eventuelt skal hentes over nettet.
Ud af de 7650 pakker, der er i Debian, er kun en lille del dækket af
opgavepakke-installationsprogrammets opgavepakker. For at få oplysninger om
flere pakker, kan du bruge apt-cache search søgestreng
med en given søgestreng (se manualsiden for apt-cache(8)), eller
køre dselect som beskrevet herunder.
dselect
Hvis du valgt "avanceret" pakkevalg, vil du blive ført til programmet
dselect. dselect-rundturen er påkrævet
læsning før du kører dselect. dselect gør det muligt
for dig at vælge pakker, der skal installeres på dit system. Du skal
være superbruger (root), når du kører det.
De pakker, du udvalgte med enten tasksel eller
dselect udpakkes og installeres et efter et af programmerne
apt-get og dpkg. Såfremt et bestem program har brug
for oplysninger af brugeren, vil det spørge dig under denne proces. Måske vil
du også holde øje med uddata under processen for at se eventuelle
installationsfejl (selvom du alligevel vil blive bedt om at bekræfte fejl, der
forhindrer en pakke i at blive installeret).
Efter du har installeret pakkerne vil du få login-prompten. Log ind med det personlige brugernavn og adgangskode, du valgte. Dit system er nu klart til brug.
Hvis du er en ny bruger, vil du muligvis gå på opdagelse i dokumentationen, som allerede er installeret på dit system. Der er adskillige dokumentationssystemer. Der arbejdes på at integrere de forskellige typer af dokumentation. Her er et par steder at starte.
Dokumentationen, der følger med de programmer, du har installeret, ligger under
/usr/share/doc/, i et underkatalog der er opkaldt efter
programmet. For eksempel ligger apt's brugerhåndbog, der
beskriver hvordan du installerer andre programmer på dit system, i
/usr/share/doc/apt/guide.html/index.html.
Derudover er der nogle specielle kataloger i
/usr/share/doc/-hierakiet. Linux HOWTO'er installeres i
.gz-format i /usr/share/doc/HOWTO/en-txt/ og
/usr/share/doc/HOWTO/en-txt/mini/.
/usr/share/doc/HTML/index.html indeholder et indeks over den
dokumentation, der er installeret af dhelp.
En let måde at læse disse dokumenter på er at udføre cd /usr/share/doc/, og skrive lynx efterfulgt af et mellemrum og et punktum (punktummet står for det aktuelle katalog).
Du kan også skrive info (kommando) eller man (kommando) for at se dokumentationen for de fleste af de kommandoer, der er tilgængelige fra kommandoprompten. Ved at skrive help vil du få vist hjælp til skal-kommandoer. Og ved at skrive en kommando efterfulgt af --help vil du normalt få et kort sammendrag over brug af kommandoen. Hvis kommandoens resultater ruller ud over toppen af skærmen, kan du tilføje | more efter kommandoen. Det vil få resultaterne til at vente før det ruller ud over skærmen. For at få en liste over alle kommandoer, der starter med et bestemt bogstav, kan du skrive bogstavet efterfulgt af to tabulatorer.
Der findes en mere komplet introduktion til Debian og GNU/Linux på
/usr/share/doc/debian-guide/html/noframes/index.html.
Installationsvejledning for Debian GNU/Linux 3.0 på Mipsel
version 3.0.23, 16. May 2002